Aphanius apodus

Aphanius apodus (Gervais, 1853).

Udover at holde diverse Nothobranchius arter, har jeg i de lidt over 4 år jeg har holdt killifisk også forsøgt mig med et variabelt antal arter af andre killislægter.
I starten af 1995 blev jeg opfordret til at prøve med Aphanius.
Af SKS-medlem Leif Knudsen fik jeg Aphanius mento fra Leif's tur til Tyrkiet i 1993. Og gennem DKG-Aktuelt fik jeg kontakt med Ronald Hönsch fra Mainz i Tyskland, hvorfra jeg fik et ungt par Aphanius apodus "Aïn M'lila".
Da Aphanius mento vel er den populæreste og mest omtalte af Aphanius arterne, har jeg valgt at skrive et par ord om Aphanius apodus, herunder også lidt om mine egne erfaringer med arten.

Navn og udbredelse:

Slægtsnavnet Aphanius er fra det græske ord aphanus, der betyder usynlig, ubemærket. Apodus betyder uden fødder og henviser til denne arts mangel på bugfinner.
Aphanius apodus stammer fra varme kilder og bække i Atlas bjergene mellem Batna og Constantine i det nordøstlige hjørne af Algier.
Aphanius apodus hører til i Aphanius dispar gruppen og er nært beslægtet med Aphanius iberus der bl.a. findes i Spanien.

Beskrivelse:

Aphanius apodus er en af de mindre arter i slægten og begge køn bliver op til 45 mm.
Hannens hoved- og kropsfarve er olivengrøn til gråbrun med flere gyldne lodrette bånd ned over kroppen. Underkæben og bugen er gylden. På det øverste af bagkroppen og på haleroden er kroppen overstrøet med metalblå til sølvfarvede prikker. Ryg-, gat- og halefinnen er inderst olivengrøn til gråbrun med metalblå til sølvfarvede prikker, samme farver som på kroppen, derefter kommer et bredt sort bånd og finnerne afsluttes med en bred gul kant. Brystfinnerne er gennemsigtig gyldne. Øjet er gyldent med en svag lodret streg.
Disse farver bærer alle hanner året rundt og ikke som hos flere andre Aphanius arter, hvor det kun er den dominerende han, der iklæder sig en farvestrålende yngledragt.
Hunnens kropsfarve er gråbrun med svage mørkere lodrette bånd ned over kroppen. Bugen er sølvfarvet. På den øverste halvdel af kroppen er hunnen overstrøet med mørkebrune prikker.

Akvarieforhold og opdræt:

Aphanius apodus er en fredelig art og man kan sagtens have flere voksne hanner i selv mindre akvarier uden at der opstår alvorlige stridigheder, så hvem siger at alle killifisk er slagsbrødre. Aphanius apodus er derimod en ret sky art, der kun befinder sig godt hvis der er masser af gemmesteder i akvariet. Ellers vil fiskene svømme skræmte rundt bagerst i akvariet. Selv holder jeg fiskene i et tæt beplantet akvarie med mørk grusbund. Vandet er almindelig postevand tilsat 1 strøgen spiseske Atlanterhavs salt pr. 10 l vand. Fiskene er ikke kræsne og æder alt fra levende foder til tørfoder.
Under disse forhold har jeg også opdrættet arten. Aphanius apodus leger i naturen i fintløvede planter eller trådalger, men lader, under akvariehold, til at være godt tilfreds med en ganske almindelig flydemop. For at få fiskene i leg kræver det at der er ro omkring akvariet.
Selve legen foregår ved at hannen prøver på at lokke hunnen hen under moppen ved at svømme dansende rundt under moppen. Ind i mellem forlader hannen moppen og svømmer hen til hunnen og danser omkring hende, lidt som hos gyppyer. Når hunnen er lokket hen under moppen, svømmer hun ind i moppen nedefra. Hannen følger efter og i toppen af moppen omfavner han hende med sin rygfinne og æggene afgives så langt oppe i moppen som muligt. Æggene hæftes fast med en ret sej og klæbrig hæftetråd. Derefter svømmer parret ud af moppen og legen kan starte forfra. Selv om fiskene er meget fredelige, er de dog nogle grove ægrøvere og hvis der er mere end et par i akvariet, vil de fisk der ikke leger stå på lur ved moppen og straks æde æggene. Derfor kan det anbefales, kun at sætte et par til leg af gangen. Man kan eventuelt bytte hunnen eller hele parret ud efter et par dage, hvis man har mere end et par til rådighed. Mine erfaringer er at fiskene leger sidst på eftermiddagen eller om aftenen. Efter legen kan man nu enten fjerne forældrefiskene eller æggene. Jeg plejer at checke moppen et par gange dagligt. Æggene placerer jeg i små skåle med lidt vand fra legeakvariet. Æggene checkes dagligt og eventuelt skimlede æg fjernes. Jeg har aldrig tilsat svampemidler af nogen art i skålene med æg, da det kun er få æg der er skimlet for mig og det kan vel lige så godt være ubefrugtede æg. Ved stuetemperatur, 20-22°C, klækker æggene efter 8-9 dage. Ungerne kan de første par dage ligge på bunden, men snart efter er ungerne fritsvømmende. Når ungerne er fritsvømmende, flyttes de til et opvækstakvarie. Straks efter klækningen kan ungerne æde Mikroorm og nyklækkede Artemia. Jeg plejer at give et par dråber Liquifry om dagen de første par dage, for at sætte gang i infusorierne i akvariet. Ved god fodring og daglige vandskift vokser ungerne utrolig hurtigt af en Aphanius art og efter ca. 2 måneder begynder hannerne at farve ud. Efter kun 2½ måned har jeg kunnet samle de første æg fra ungfiskene.

Bemærkninger:

Som de øvrige Aphanius arter er også Aphanius apodus stærkt truet i naturen på grund af dræning, forurening og udsætning af fremmede fiskearter, specielt Gambusia affinis til myggebekæmpelse. Ifølge de oplysninger jeg har fra Ronald Hönsch, er populationen fra Aïn M'lila nu udryddet i naturen og findes kun i fangenskab, hvor den også er sjælden.

Litteratur:

Wildekamp, R H 1993 Aphanius apodus (Gervais, 1853)..

A world of killies, Volume I, side 34-35.

Tilbage til forsiden.

Wildekamp, R H	1993	Aphanius apodus (Gervais, 1853)..
		A world of killies, Volume I, side 34-35.