Selv om jeg aldrig har været specielt interesseret i Epiplatys, så har jeg altid syntes at det kunne være sjovt at prøve at holde den lille Pseudepiplatys annulatus. Pseudepiplatys annulatus hører til de få arter af killifisk man af og til ser i akvarieforretningerne. Og som regel er den også ”fast inventar” på diverse killiudstillinger. På killiudstillingerne er priserne som regel pænt høje, da Pseudepiplatys annulatus er en eftertragtet lille fisk.
På et tidspunkt så jeg en lille flok Pseudepiplatys annulatus i en Storkøbenhavnsk dyrehandel. Ekspedienten i forretningen vidste desværre ikke hvorfra fiskene kom og om det var importerede fisk eller opdrættede. Fiskene var meget blandet i størrelse og de fleste så ikke specielt godt ud, da der var et par store hanner der undertrykte resten af flokken og samtidig var der stort set ingen skjulesteder i akvariet. Prisen var dog heller ikke så høj og der var tilbud ved køb af fem stykker. Jeg havde meget svært ved at finde sikre hunner i flokken og der var kun en måske to fisk i akvariet som jeg syntes muligvis kunne være hunner. Så bevidst valgte jeg de mindste fisk i akvariet i håbet om at der så var hunner imellem. De mindste fisk var også dem der så ringest ud. Så da ekspedienten i dyrehandlen så den her tossede mand, der bevist stod og nøje udvalgte de mindste og ringeste fisk i akvariet, fik han vist nærmest medlidenhed og gav mig en ekstra fisk uden yderligere betaling. Så slap han for alle de ynkelige små skravl og det ville sikkert blive nemmere at sælge de resterende fisk der var tilbage i akvariet. Og da jeg forlod butikken var jeg helt sikker på at der i hvert fald ikke var flere Pseudepiplatys annulatus hunner i akvariet. Alle seks fisk overlevede og da fiskene kom i lidt bedre kondition og gik under mere optimale forhold, viste det sig at jeg havde fået fire hanner og to hunner.
Navn:
Pseudepiplatys betyder falsk Epiplatys. Epiplatys betyder at det er en fisk med flad overside eller flad ryg.
Slægten Pseudepiplatys er oprettet af den danske zoolog H. Stenholt Clausen i 1967. Pseudepiplatys annulatus er den eneste art i slægten Pseudepiplatys. Pseudepiplatys annulatus adskiller sig fra Epiplatys ved artens unikke farvetegninger og ved at arten har et åbent system af sanseceller (neuromast) foran gællelåget.
Artsnavnet annulatus betyder med ringe. Med henvisning til de fire sorte ringe på fiskens krop.
Udbredelse:
Pseudepiplatys annulatus findes i lavlandet nær kysten i det sydlige Guinea, Sierra Leone og det nordlige Liberia, hvor den findes i forholdsvis stillestående vand i bække og små floder i områder med både åben savanne og i regnskov. Pseudepiplatys annulatus findes hovedsagligt i ferskvand, men da de kommer fra kystzonen kan de også træffes i svagt brakvand.
Beskrivelse:
Da fiskenes udbredelsesområde strækker sig over ca. 600 km betyder det selvfølgelig at der forekommer en del variationer i farver og tegninger mellem de enkelte populationer. De tre mest almindelige stammer i hobbyen er Conakry stammen fra det sydlige Guinea, Kasewe stammen fra Sierra Leone og Monrovia stammen fra Liberia.
Hannerne opnår en længde på ca. 4 cm og hunnerne bliver lidt mindre.
Begge køn er let genkendelige på de karakteristiske vertikale skiftevis mørke gråbrune til sorte og grå-gyldne brede bånd fiskene har på kroppen. Begge køn har en nærmest lysende sølvfarvet plet på toppen af hovedet.
Hannens farvetegninger er som følger: Første mørke bånd dækker hovedet. Det andet mørke bånd er lige bag brystfinnerne. Det tredje mørke bånd er lige foran rygfinnen og fortsætter ned i det forreste af gatfinnen og det fjerde mørke bånd er mellem gatfinnen og halefinnen og fortsætter op i det bagerste af rygfinnen.
De midterste finnestråler i halefinnen er forlængede. De forlængede finnestråler er gule til orange. På begge sider af dette felt er der en tynd blå streg og derefter en lidt tykkere rød streg. Det øverste og nederste af halefinnen er blåt. Farverne i halefinnen varierer lidt afhængig af fangstlokaliteten.
Det er på ryg- og gatfinnen at man kan skelne de forskellige stammer fra hinanden.
Conakry stammen er gul på både det forreste af rygfinnen og det bagerste af gatfinnen. Brystfinnerne har gule spidser.
Kasewe stammen er rød på det forreste af rygfinnen. Det bagerste af gatfinnen er blålig. Brystfinnerne er gullige i den nederste del.
Monrovia stammen har på det forreste af rygfinnen et blåt felt. Det bagerste af gatfinnen er orange. Brystfinnerne er orangegule.
Hannerne fra alle stammer har kraftigt forlængede brystfinner.
Alle stammer har en tynd rød kant på det yderste af gatfinnen.
Hunnens farvetegninger på kroppen ligner hannens. Hunnen har en svag forlængelse af de midterste finnestråler i halen. Alle hunnens finner er farveløse. Dog med undtagelse af de forlængede finnestråler i halen, der kan være svagt gyldne.
Akvarieforhold:
Pseudepiplatys annulatus er en fredelig lille fisk der ikke stiller de store krav til akvariets størrelse. Et enkelt par kan sagtens gå i et akvarium på 10-12 liter. Og man kan uden problemer have flere par gående sammen i lidt større akvarier. Flere hanner går fredeligt sammen og jeg har aldrig observeret skader på finner efter kampe.
Fiskene foretrækker nogen beplantning i akvariet for at føle sig trygge. Jeg tror ikke at fiskene stiller de helt store krav til vandet. Mine fisk går i halvt regnvand og halvt postevand.
Temperatur mellem 24-26ºC. Og pH omkring 7,0 ser ud til at passe dem fint.
Pseudepiplatys annulatus æder alt levende foder i passende størrelse. Voksne fisk kan godt tage klare myggelarver. Men ellers er nyklækkede artemia, cyklops og siede dafnier det foretrukne foder. Små bananfluer tages også gerne. Og fiskenes kropsform vidner jo også om at det er fisk, der i naturen skaffer en stor del af føden fra vandoverfladen. Fodrer man med klare myggelarver skal man være opmærksom på at myggelarver der ikke ædes straks, vil kunne æde eventuelle annulatus unger der måtte være i akvariet. Pseudepiplatys annulatus kan også vendes til at æde tørfoder af passende størrelse.
Opdræt:
Jeg har kun opdrættet Pseudepiplatys annulatus efter ”naturmetoden”. Det vil sige at jeg aldrig har indsamlet æggene og klækket disse i særskilte beholdere.
Jeg sætter fiskene i et lille, tæt beplantet akvarium med spagnumbund. Derudover putter jeg et par flydemopper i akvariet. Vandet er som ovenfor beskrevet, halvt regnvand og halvt postevand. Fiskene bliver fodret godt og bliver så flyttet fra akvariet efter ca. to uger. Derefter går der som regel ikke lang tid inden de første unger dukker op. Fordelen ved denne metode er at alle ungerne stort set er lige store under opvæksten. Hvis man har flere akvarier til sin rådighed, kan man flytte fiskene rundt mellem disse og derved hurtigt få en pæn flok unger. Men samtidig vil jeg lige advare mod klare myggelarver endnu en gang. For at holde fiskene i god foderstand i opdrætsperioden, har jeg, når jeg haft mulighed for det, blandt andet fodret med klare myggelarver. Jeg har dog mere end en gang kikket forgæves efter unger i akvariet, for så pludselig at finde en myggelarve eller to som de voksne ikke har fået ædt inden jeg flyttede dem fra akvariet.
Den nemmeste måde at opdrætte Pseudepiplatys annulatus på, er dog at lade ungerne vokse op sammen med de voksne fisk. I et godt tilplantet akvarium vil der hurtigt dukke unger op. Ifølge litteraturen æder de voksne fisk ikke ungerne. Men derimod skulle ældre unger kunne finde på at forgribe sig på mindre søskende. Jeg ved ikke om dette er rigtigt. Men der er muligvis noget om snakken. I akvarier hvor jeg har ladet ungerne vokse op med forældrene virker det som om at ungerne kommer i spring. Så det er muligt at ungerne i en periode æder mindre søskende, men så stopper med de kannibalistiske tendenser igen når de er blevet lidt større. I hvert fald ligner det mere at man har sat flere kuld af forskellig størrelse sammen end at der er unger i alle størrelser. Men det er måske bare tilfældigt.
Ungerne er efter klækningen ret små og kan ikke æde Artemia før de er nogle dage gamle. Ved god fodring vokser ungerne dog ret hurtigt. Efter ca. 3 uger har ungerne en total længde på 9-10mm og har allerede fået de skiftevis sorte og gyldne ringe på kroppen. Efter ca. 5 uger er ungerne 14-15mm og det er muligt at se kønsforskel på ungerne og allerede efter ca. 6 uger er ungerne fuldt udfarvede og er 16-17mm total længde. Fiskene skal dog være ca. 6-8 måneder før de er legemodne.
Bemærkninger:
Pseudepiplatys annulatus kan sagten holdes i selskabsakvarium sammen med andre fredelige fisk af passende størrelse. Og det at Pseudepiplatys annulatus af og til kan købes i akvariebutikkerne, er fredelig og stort set æder alt hvad den bliver tilbudt og samtidig kan leve i flere år, gør at den kan være med til at aflive nogle af de mange myter omkring killifisk.
Litteratur:
Cassel, A. |
1982 |
Pseudepiplatys annulatus (Boulenger 1915) |
|
|
Killibladet nr. 1 1982, SKS artbeskrivning |
Kirchhoff, P. |
1984 |
Pseudepiplatys annulatus |
|
|
Killibladet nr. 2 1984, side 17-19 |
Rosenquist, L. |
1987 |
Epiplatys annulatus (Boulenger 1915) |
|
|
Killibladet nr. 1 1987, side 5-9 |
Scheel, J. J. |
1990 |
Aplocheilus annulatus (Boulenger 1915) |
|
|
Atlas of Killifishes of the Old World, side 155-158 |
Wildekamp, R. H. |
1996 |
Epiplatys annulatus (Boulenger 1915) |
|
|
A world of killies, Volume III, side 22-24 |
|
|