Nothobranchius ocellatus (Seegers, 1985)


Finn vågn op. Du skal byde. Stedet er den hollandske udstilling i 1996, og vi er ved at kæmpe os igennem auktionen. Notho-klassen var netop overstået, troede jeg, og jeg sad vist allerede og blundede. Men det viste sig at der var blevet doneret en pose tørv med æg af Nothobranchius ocellatus "Kikonkono, TAN 95/9". Lige netop denne art har i de sidste par år stået øverst på min ønskeseddel i min jagt på store Notho'er. Det lykkedes mig da også at købe tørven selv om der var flere andre der var meget interesseret.

Lidt historie

Nothobranchius ocellatus blev første gang fanget af L. Seegers, G. Eggers og C. Kasselman den 31/12-1980 nær nordindgangen til Selous Game Reserve på vejen til Kibiti mellem Rufiji River Camp og landsbyen Mtanza i det østlige Tanzania.
Det lykkedes kun at fange to fisk, og da man bedømte begge fisk til at være hunner, blev den ene straks aflivet og konserveret. I konserveringsvæsken forstærkedes farverne på fisken, og man blev i tvivl om det i virkeligheden ikke var en han man havde fanget. Hunnen blev taget med levende. Senere gik denne dog tabt da akvariet revnede og vandet løb ud, dog først efter at den var blevet fotograferet.
Omkring 1986 blev N. ocellatus genfanget, igen af L. Seegers. Disse fisk fik fangstnavnet "Bogamoyo", og det er sansynligvis efterkommere af disse fisk der var i hobbyen i nogle år. Det er tvivlsomt om der stadig er fisk fra denne rejse i hobbyen. Kort over N. ocellatus fangstlokaliteter. Tryk for større kort.
I juni 1995 var Ruud Wildekamp, Brian Watters og Ian Sainthouse på deres meget succesfulde fangstrejse til Tanzania. Her lykkedes det igen at fange N. ocellatus. Denne gang lykkedes det at fange tre par. Disse fisk, der var op til 15 cm lange, fik fangstnavnet "Kikonkono, TAN 95/9". To par kom med Brian Watters til Canada, og det sidste par gik til Holland. Det lykkedes ikke at få noget ud af det par der kom til Holland. Heldigvis lykkedes det for Brian Watters at opdrætte de to par han fik med til Canada.
I juni 1997 var Ruud Wildekamp, Brian Watters og Barry Cooper på fangstrejse til Zanzibar og det sydøstlige Tanzania. Her lykkedes det igen at fange N. ocellatus, denne gang på hele fem lokaliteter: "Makubwa River, TAN 97/29", "Mohoro, TAN 97/35", "Kitonga South, TAN 97/36", "Ruhoi River, TAN 97/42" og "Soga, TAN 97/45". Da fiskene fra de fem lokaliteter var fuldstændig ens af udseende og da der igen var tale om fisk af en ret anseelig størrelse, blev det besluttet kun at tage fisk med fra de to af lokaliteterne, nemlig "Makubwa River, TAN 97/29" og "Kitonga South, TAN 97/36".
Igen i maj 1998 lykkedes det at fange N. ocellatus. Denne gang af Brian Watters, John Rosenstock, Mike Agnew og undertegnede. Fiskene fik fangstnavnet "Ruhoi River, TAN 98/11". Det lykkedes kun at fange 5 fisk, 3 hanner og 2 hunner, og alle fiskene kom med undertegnede til Danmark. Ved ankomsten til Danmark var fiskene i meget dårlig kondition og havde noget der lignede svampesygdommen finneråd. Det er dog indtil videre lykkedes at få nogle få æg af fiskene og jeg håber selvfølgelig at det vil lykkedes mig at sprede disse fisk i hobbyen.
På baggrund af fiskene fra 1980 blev arten i 1985 beskrevet af L. Seegers i Seegers' hæfte "Prachtgrundkärpflinge. Die Gattung Nothobranchius". Ligeledes oprettede han slægten Paranothobranchius. Slægten består kun af Paranothobranchius ocellatus. L. Seegers begrundelse for at oprette denne nye slægt er bl.a. at disse fisks udseende og levevis er så forskellig fra alle andre kendte Nothobranchius.
I 1992 i Februar nummet af "Ichthyological Exploration of Freshwaters" tager Ruud Wildekamp og Richard Haas fat på N. microlepis-komplekset og status for Paranothobranchius ocellatus. På baggrund af deres undersøgelser ser de ingen grund til at Paranothobranchius er en selvstændig slægt, men foreslår i stedet at ocellatus sammen med N. microlepis og de to nybeskrevede arter N. fasciatus og N. bojiensis får underslægtstatus og herefter hedder Nothobranchius (Paranothobranchius) ocellatus.
I "Killifishes of the World. Old World Killies II" argumenterer L. Seegers atter for at Paranothobranchius skal være en selvstændig slægt bestående af Paranothobranchius ocellatus. Denne strid om underslægt/selvstændig slægt er sikkert langtfra afsluttet, men er langtfra et enestående problem i Killiverdenen. Lokalitet "Ruhoi River, TAN 98/11" 28-05-1998

Navn og udbredelse

Slægtsnavnet/underslægtsnavnet Paranothobranchius er sammensat af følgende :
Parens der er latin for 'fader'. Nothos er græsk for 'uægte',' falsk'. Branchion der er græsk for 'gælle'. Frit oversat er der altså tale om forfaderen til fisk med falske gæller.
Artsnavnet ocellatus kommer af det latinske ord ocellus der betyder 'øje' og henviser til hunnens plet (øjeplet) på haleroden.
N. ocellatus stammer fra lavvandede, temporære vandpytter i det østlige Tanzania. N. ocellatus træffes oftest sammen med N. melanospilus og N. janpapi.
Lokaliteten "Ruhoi River, TAN 98/11" var den 28/5-1998 et vandhul på maksimalt 4*2 meter og 20-25 cm dybt, beliggende i højt græs. Ud over N. ocellatus fangede vi N. eggersi, N. annectens, N. melanospilus, N. janpapi, Aplocheilichthys kongoranensis, en Ctenopoma art, en barbe art og en cichlide art.

Beskrivelse

Fiskene ligner i kropsform ingen anden kendt Nothobranchius.
Begge køn er meget store og langstrakte fisk, uden at virke grove p.g.a. de små skæl. Begge køn har store finner. Ryg- og gatfinnen er placeret langt tilbage på kroppen. Hovedet er langstrakt og spidst med et stort gab og store synlige tænder. Munden vender fremefter og ikke så meget opefter som hos andre Nothobranchius-arter.
Fiskene er meget geddelignende både af udsende og opførsel.
Hele hannens hovedet er sølvfarvet med et svagt turkis skær. Hele hovedet er tæt besat af store brune til rødbrune prikker. Oversiden, fra hoved til rygfinne, er brun til rødbrun med et meget svagt turkis skær. Meget små skæl.
Skællene på siderne er turkis med brune til rødbrune kanter. Små skæl.
Bugen er lys, næsten sølvfarvet, med meget små skæl.
Rygfinnen er inderst turkis med et kraftigt mønster af brune til rødbrune prikker. Yderst er rygfinnen grålig med frynset kant.
Gatfinnen er inderst rødbrun med svage brune prikker. Yderst er gatfinnen grålig med frynset kant.
Halefinnen er inderst grå med et gult skær; så kommer et tyndt mørkegråt bånd. Derefter et tykt hvidt bånd, og finnen afsluttes med en bred sort kant.
Brystfinnerne er transparente med meget svage hvide spidser.
Bugfinnerne er transparente med hvide spidser.
Øjet er gråbrunt.
Hunnen er gråbrun til gylden med sølvfarvet til hvid bug.
På haleroden har hunnen en stor sort "øjeplet". Enkelte hunner har to pletter, men så er den ene altid betydelig mindre end den anden.
På den nederste halvdel af bagkroppen, på området fra gattet til halefinnen, er hunnen plettet med sorte prikker.

Akvarieforhold og opdræt

På trods af sin størrelse er N. ocellatus ikke særlig pladskrævende. Fiskene er ikke særlig aktive, og det meste af tiden står fiskene stille og lurer på et bytte, præcis som en lille gedde. Jeg holder selv fiskene i akvarier med forholdsvist stort bundareal, men ved lav vandstand. Under disse forhold kan man godt holde 1 han og 1-3 hunner i kun 20 l vand. Det vigtigste er at fiskene kan komme væk fra hinanden og at de har mulighed for at skjule sig totalt mellem planter, sten eller lignende. Begge køn er ret "agressive", og hunnerne finder sig ikke i noget hvis de er større eller stærkere end hannen. Her skal det lige tilføjes at N. ocellatus er langt mere "fredelig" end man skulle tro, bedømt ud fra hvad man hører om andre af de store killifisk, for eksempel de store Cynolebias arter.
Under disse forhold skifter jeg halvdelen af vandet to gange om ugen. Fiskene æder meget, og vandet bliver meget hurtigt beskidt. Det er derfor meget vigtigt med disse hyppige vandskift.
Da mine første fisk blev kønsmodne, blev de selvfølgelig straks sat i leg på samme måde som jeg opdrætter mine øvrige Nothobranchius: postevand tilsat 1 strøgen spiseske Atlanterhavssalt pr. 10 l vand, sphagnumbund og nogle Javabregner, Microsorium pteropus. Til min store glæde var der mange æg da jeg tørrede sphagnumen. Det var åbenbart let nok at opdrætte N. ocellatus, bare der var mad nok ! Efter ca. 1 måned checkede jeg sphagnumen for at se hvordan det gik med æggene. Det lykkedes mig ikke at finde et eneste æg. De andre portioner sphagnum jeg havde taget blev nu også undersøgt. Samme resultat. Panik. Jeg havde på det tidspunkt 4 hanner og 6 hunner, så der var trods alt gode muligheder for at eksperimentere. Det værste der kunne ske var at foderet svigtede. Og fiskene blev jo også hastigt ældre. Jeg vidste ikke hvor gamle N. ocellatus kunne blive. Med årstidsfisk kan man have sunde og fine fisk. En uge efter er de måske døde af alderdom.
Jeg har prøvet at opdrætte N. ocellatus i regnvand, postevand, postevand med tilsætning af Atlanterhavssalt samt kombinationer af disse vandtyper. Mit postevand er ca. 24dH og pH 7,5. Jeg har prøvet med akvarier med lys og uden lys. Den bedste måde jeg har fundet frem til indtil nu er at separere hannen fra hunnerne i nogle dage og derefter sætte fiskene sammen i et akvarie uden lys med helt rent vand og sphagnumbund. Fiskene sættes sammen i 12-24 timer og skal ikke fodres i akvariet. Efter legeperioden tages sphagnumen op af akvariet og gennemsøges og æggene fjernes. Æggene lægges nu på nyt fugtigt sphagnum i små plastikbøtter for at man kan kontrollere æggene og fjerne skimlede æg. Jeg har ikke kunnet se forskel på antallet af overlevende æg uanset om jeg har brugt regnvand, postevand eller "saltvand". Jeg har endda brugt postevand tilsat 6 strøgne spiseske fulde Atlanterhavssalt pr. 10 l vand under et kraftigt Oodinium angreb og stadig haft æg der overlevede.
For mig ser det ud som om at æggene er følsomme over for lys og utrolig følsomme over for forurening i vandet og sphagnumen hvor æggene opbevares.
Trods disse eksperimenter mister jeg stadig en meget stor del af æggene. Kun ca. 10 % af æggene overlever de første 14 dage. Efter 14 dage mister jeg kun meget få æg. Da æggene ligger frit oven på tørven, er det til gengæld let at kontrollere æggene, og med lidt øvelse kan man se præcist hvornår æggene er klar til klækning. Ved en opbevaringstempertur på 26-27C er æggene klar til klækning efter 6-8 uger. Ved lavere temperatur er æggene betydelig længere om at udvikles. Det er sjældent jeg mister unger p.g.a. for tidlig eller for sen klækning eller unger der bliver bundhoppere. Dette opvejer det forholdsvis lave antal æg. Æggene er ca. 3 mm, svagt ovale og ravfarvede. Æggene klækkes ved at æg og sphagnum puttes i en plastikbakke eller lille akvarie og overhældes med friskt, køligt postevand, 15-18C, til vandet dækker sphagnumen med et par centimeter. Hvert æg klækkes enkeltvis. Jeg har prøvet at klække flere æg sammen. Alt så fredeligt ud i starten. Men efter et par timer så jeg pludselig to af ungerne gå løs på hinanden, bide sig fast i hinandens kæber og derefter ryste modstanderen.
De nyklækkede unger der er ca. 10 mm bør straks fodres med Artemia, cyclops, små dafnier eller små sorte myggelarver der tages med en glubende appetit. Efter et par dage flyttes ungen til et lille akvarie, kun med et par posthornsnegle til at æde døde foderdyr. Nu gælder det om at fodre og skifte vand. Ved fodring 2-3 gange dagligt og skift af 1/3 - 1/2 af vandet dagligt vokser ungerne godt til. Efter 3-4 dage kan ungerne æde klare myggelarver.
Det kan på dette tidspunkt være en god idé at begynde at give lidt frosne røde myggelarver så fiskene ret tidligt lærer at spise "dødt" foder da det ikke er til at lære voksne fisk at spise noget nyt foder, og det godt kan give problemmer at skulle skaffe levende foder til 10-15 voksne N. ocellatus hver dag.
Efter ca. 14 dage flytter jeg ungerne til nogle større akvarier. Akvarierne deles op i flere afdelinger med glas imellem. Dette giver ungerne bedre plads og letter vandskiftene betydeligt. Samtidig vænner ungerne sig til hinanden. Dette er meget praktisk når man senere skal forsøge at formere fiskene. Det er rart at fiskene ved at det trods alt ikke er alt levende der absolut skal ædes.
Ellers er det bare med at bruge sin fantasi og komme i gang med at fange foder. Efterhånden som fiskene vokser mister de interessen for mindre foderdyr. Jeg har med held fodret med vandbænkebidere, forskellige døgn- og vårfluelarver (huset fjernes fra vårfluelarverne), vandkalvelarver, rå rejer uden skal (sviner meget), melorm (specielt pupper tages gerne), myrer, regnorm og kompostorm. Kompostorm er vel nok det letteste og bedste foder jeg har prøvet. For at være sikker på at kunne skaffe foder nok, har jeg anlagt en kompostbunke og er dermed sikret foder i alle størrelser en meget stor del af året. Ved god fodring og regelmæssige vandskift vokser ungerne 1 - 1,5 mm om dagen de første 6-7 uger, så der skal virkelig skaffes noget foder.
Ved klækningen har alle unger en "øjeplet" på haleroden uanset deres køn. Ungerne er på trods af at de vokser så hurtigt ret lang tid om at "farve ud". Med lidt øvelse kan man efter ca. 4 uger se forskel på kønnene ved at se på gatfinnens form. Hunnens gatfinne er spids, mens hannens er mere afrundet. Det er dog lettest hvis man har fisk af begge køn at sammenligne med. Først efter 5-6 uger begynder den egentlige udfarvning af hannerne, og da er ungerne vel 65-70 mm. Først "forsvinder" øjepletten, og de rødbrune prikker i hovedet begynder at tegne sig. Først senere kommer de egentlige farver og tegninger på kroppen og finnerne.
Når først fiskene er blevet kønsmodne, vokser de ikke så hurtigt mere. Hunnerne begynder at danne æg, og hannerne bruger "krudtet" på at imponere hinanden og hunnerne. Hos mig er fiskene blevet op til ca. 95 mm for begge køn.
Fiskene bliver sjældent mere end 9-10 måneder gamle.

Bemærkninger

Selv om jeg nu har opdrættet N. ocellatus i flere generationer, er jeg langt fra tilfreds med at der kun er så få æg der overlever. Jeg vil fortsætte mine eksperimenter og håber selvfølgelig at det vil lykkedes for mig at finde en lidt mere effektiv måde at opdrætte N. ocellatus på.

Litteratur :
Lüke, K.-H. 1993 Nothobranchius ocellatus (Seegers, 1985)
DKG-J., XXV side 1-4.
Ooms, P. 1993: Nothobranchius ocellatus (Seegers, 1985)
K.F.N. Killi Bericht 261.
Rosenstock, J. 1993: Nye fisk - nye navne.
Killibladet nr. 1 1993, side 1-5.
Rosenstock, J. 1994: Nothobranchius fra nord til syd.
Killibladet nr. 3/4 1994, side 35-44.
Sainthouse, I. 1996: Tanzania 1995, Part 2, Rufiji River.
Killi-News, July 1996 No. 370 side 92-97.
Scheel, J. J. 1990: Paranothobranchius ocellatus Seegers, 1985.
Atlas of Killifishes of the Old World, side 296.
Seegers, L. 1985: Paranothobranchius ocellatus nov. gen. nov. spec.
aus dem Rufiji - Einzug, Tanzania, Ostafrika.
Prachtgrundkärpflinge. Die Gattung Nothobranchius,
side 47-48.
Seegers, L. 1997: Paranothobranchius ocellatus Seegers, 1985.
Killifishes of the World. Old World Killies II,
side 13 og 86
Wildekamp, R.H. & 1992: Redescription of Nothobranchius microlepis,
Haas R. description of two new species from northern Kenya
and southern Somalia, and a note on the status of
Paranothobranchius.
Ichthyological Exploration of Freshwaters,
Vol. 3, No. 1. Februar 1992.
Side 1-16.

Copyright 1998-2010 Finn Milvertz, All Rights Reserved

Tilbage til forsiden.