Spaniens killifisk.


Efter at have holdt og med held formeret et par Aphanius arter, måtte jeg indrømme at min interesse var vagt for denne ret sjældent sete gruppe af killifisk og jeg var parat til at kaste mig over endnu et par arter hvis chancen skulle vise sig. Specielt de europæiske arter, A. fasciatus og A. iberus og ligeledes også de to Valencia arter, V. hispanica og V. letourneuxi, havde min interesse. Jeg skulle ikke komme til at vente længe. Allerede på den Hollandske udstilling i september 1995 var chancen der. Både Aphanius og Valencia slægterne var usædvanlig godt repræsenteret på udstillingen. Samtlige europæiske arter var repræsenteret og derudover var der en del andre Aphanius arter. I alt 18 numre.
Jeg faldt straks for et par Aphanius iberus og et par Valencia hispanica, begge med fangstnavn fra Peñiscola, og ved den efterfølgende auktion lukkedes det mig at købe begge par til en rimelig pris.
Da begge arter må siges at være sjældne akvariefisk på vores breddegrader og da det ret hurtigt lykkedes mig at formere begge par, faktisk havde jeg unger af begge arter efter kun 1 måned, syntes jeg at jeg ville skrive lidt om mine erfaringer med disse 2 arter.

Aphanius iberus (Valenciennes, 1846)

Navn og udbredelse:

Slægtsnavnet Aphanius stammer fra det græske ord aphanus, der betyder usynlig, ubemærket. Iberus henviser til at det er en fisk fra den iberiske halvø.
Aphanius iberus stammer fra kystegnene i det sydlige og østlige Spanien, det nordøstlige Marokko og det nordvestlige Algeriet, hvor der også er fundet flere populationer længere inde i landet. Flere af populationerne i Marokko og Algeriet er nu uddøde, hvis ikke dem alle, ligesom arten er uddød i den ene biotop der fandtes i Frankrig og arten er på stærkt tilbagetog i Spanien.
Aphanius iberus lever i lavvandede grøfter, floder og kanaler i fersk-, brak- og saltvand, enkelte steder med saltkoncentrationer op til 60 , næsten dobbelt så høje som i havet.
Aphanius iberus hører til i Aphanius dispar gruppen og er nært beslægtet med Aphanius apodus der findes i Algeriet.

Beskrivelse:

Aphanius iberus er en relativ lille art med en kompakt krop og afrundede finner. Hunnen bliver op til 50 mm, hannen lidt mindre.
Hannen er på oversiden, fra munden til rygfinnen, gråbrun. Kroppen er sølvgrå, der på det øverste af kroppen går over i metalblåt. Bugen er lysere med et gyldent skær. På kroppen er der ca. 20 mørkegrå, uregelmæssige, vertikale streger. Ryggen og det bagerste af kroppen er overstrøget med sølvfarvede prikker. Rygfinnen er inderst sort med en horisontal række af hvide prikker cirka midt på finnen. Længere ude afløses det sorte af et klart bånd og yderst er finnen kantet med sort. Gatfinnen er klar med et metalblåt skær og med et mønster af sorte pletter og streger. Yderst er et metaltyrkis farvet bånd og finnen afsluttes med en tynd sort kant. Halefinnen er klar med 4 sorte bånd. Brystfinnerne er klare. Bugfinnerne er farvet som gatfinnen. Øjet er gyldent.
Hunnen er gråbrun på kroppen med lysere, lidt gylden, bug. På siderne er et stort antal mørkegrå til brune pletter. Alle finnerne er klare.
Dette er beskrivelsen af populationen fra Peñiscola. Da Aphanius iberus har/havde et ret stort udbredelsesområde er fisken også ret variabel i udseende, specielt antallet af streger på hannens krop og antallet af bånd i halefinnen.

Akvarieforhold og opdræt:

Aphanius iberus er en ret fredelig art. Et enkelt par kan godt holdes i et 12 l SKS-standard akvarie, hvis der bare er skjulesteder til hunnen, da hannen godt kan blive lidt for ivrig og utålmodig under legen. A. iberus er både lidt sky, men samtidig også meget nysgerrig. Når først fiskene har fundet sig til rette i akvariet, flygter de nok når der er uro omkring akvariet, men hvis man bare står stille et øjeblik, kommer fiskene helt hen til forruden og man kan godt blive lidt i tvivl om hvem der studerer hvem.
Mit avlspar holder jeg selv i et rimeligt beplantet akvarie med mørk grusbund. Vandet er almindeligt postevand tilsat 1 strøgen spiseske Atlanterhavssalt pr. 10 l vand, hvilket med mit postevand giver en ledningsevne på ca. 2,22 mS/cm (2220S) og en saltholdighed på ca. 1,25 . Da det er de færreste af vore akvarieplanter der kan tåle "saltvand" kan det godt være svært at holde akvariet "rimeligt" beplantet. Men ud over klassikerne Javabregnen, Microsorium pteropus, og Javamos, Vesicularis dubyana, kan også bruges Najas graminea, der kommer bl.a. fra middelhavsområdet, og Vallisneria gigantae. Specielt sidstnævnte kan hurtigt fylde et 12 l akvarie. Desuden klarer vores hjemlige Kildemos, Fontinalis antipyretica, sig fint med salttilsætningen. Da Kildemos er udbredt i hele Europa i bække, små floder og søer, kan du jo kikke efter den næste gang du skal ud efter levende foder.
Aphanius iberus æder næsten alt hvad den bliver budt. Levende myggelarver, dafnier og cyklops, frosne myggelarver og lidt tørfoder en gang i mellem, selvom tørfoder ikke er deres livret. Derudover æder den også en del alger, ligesom den gnaver i de friske planteskud i akvariet. Endnu en god grund til selv at finde sine akvarieplanter.
Hvad angår opdræt må Aphanius iberus siges at være blandt de lettere arter i slægten. Legen foregår ved at hannen danser rundt om hunnen i et helt utroligt tempo. Fiskene er ikke kræsne hvad angår legemateriel. Hvis hunnen er legevillig, lægges æggene overalt i akvariet i fintløvede planter, mopper og jeg har flere gange set hunner der, med hannen vildt dansende omkring sig, febrilsk prøver på at komme ind i hjørnefilteret for at lægge æg i filtervattet, selvom akvariet er halv fyldt med Javamos. De æg der lægges i moppen er ofte lagt enten i sprækker i korkproppen eller i knuden hvor garnet er fastgjort til korkproppen, så der er noget der tyder på at fiskene prøver på at skjule æggene i f.eks. sprækker. Æggene hæftes fast med en ret sej og klæbrig hæftetråd. Hvis man vil have unger af fiskene må man dagligt fjerne æggene da forældrene ellers vil æde æggene. Æggene placerer jeg i små skåle med lidt vand fra legeakvariet eller vand med tilsvarende salttilsætning. Æggene checkes dagligt og eventuelt skimlede æg fjernes. Æggene virker ikke specielt sarte og selv om jeg aldrig tilsætter svampemiddel i skålene med æg er det kun et fåtal af æggene der skimler. Hvis æggene skimler alligevel kan det måske skyldes at avlsfiskene er for unge, at akvarievandet er for gammelt og "beskidt", at skålene hvor æggene opbevares ikke er ordentligt rengjorte eller at avlsfiskene ikke har fået en tilstrækkelig varieret kost. Dette er altsammen ting der kan gøres noget ved uden at hælde medicin og kemikalier i akvarievandet og da et godt fodret par sagtens kan lægge 15-20 æg om dagen har man vel nok råd til at eksperimentere lidt her.
De ca. 1,2-1,3 mm store æg klækker efter 8-10 dage ved 20-22C. Ungerne ligger ofte 1-2 døgn på bunden indtil deres blommesæk er opbrugt. Når ungerne er fritsvømmende flyttes de til et større opvækstakvarie. Når ungerne er fritsvømmende kan de straks fodres med med Mikroorm og nyklækkede Artemia. Den første uges tid giver jeg også et par dråber Liquifry dagligt for at sætte gang i infusorierne, ligesom der altid er en klump Javamos i opvækstakvariet. Javamossen giver et vegetabilsk kosttilskud og kan samtidig tjene som skjul.
Ved god og varieret fodring og regelmæssige vandskift vokser ungerne hurtigt og efter ca. 2 måneder kan man begynde at se forskel på kønnene og efter ca. 3 måneder begynder ungfiskene selv at lægge æg.

Valencia hispanica (Valenciennes, 1846)

Navn og udbredelse:

Slægten Valencia er opkaldt efter den spanske by af samme navn. Hispanica henviser til at fisken stammer fra Spanien.
V. hispanica stammer fra kystegnene i det sydlige og østlige Spanien, hvor den træffes i floder og kanaler i fersk og brakvand.
V. hispanica kan træffes sammen med Aphanius iberus.

Beskrivelse:

Begge køn er langstrakte torpedoformede fisk. Hunnen bliver op til 80 mm. Hannen lidt mindre.
Ved første øjekast er begge køn sølvgrå. Hannen dog med lidt gult på finnerne.
Først når fiskene er faldet til i akvariet og man ser fiskene i sollys får man virkelig mulighed for at se hannens farver.
Hannen er på oversiden, fra munden til rygfinnen, beige til gråbrun. Resten af hovedet, gællelågene og bugen er sølvgrå. Kroppen er beige med et blågrønt metallisk skær. Lige bag brystfinnerne er en utydelig, ret stor mørk plet. Ned over kroppen, langs sidelinien, er et par lidt mørkere brune streger. På den bagerste halvdel af kroppen og ned mod halefinnen er 5-8 lodrette, mørkere brune streger. Ryg-, gat- og halefinnen er inderst gennemsigtig gylden overstrøget med brune prikker. De brune prikker findes også på haleroden. Ryg- og gatfinnen har yderst et bredt gult bånd. Halefinnen har yderst et bredt orangegult bånd. Brystfinnerne er klare. Bugfinnerne er klare gule. Øjet er beige med et gyldent skær.
Hunnen er beige til gråbrun med lysere bug. Hunnen har over hele kroppen et gyldent skær. Ned langs sidelinien har hunnen en mørkere brun stribe, kraftigst ved haleroden. Alle hunnens finner er gennemsigtige med et gult skær.

Akvarieforhold og opdræt:

Efter hjemkomsten blev fiskene anbragt i et 12 l akvarie p.g.a. pladsmangel, et evigt tilbagevendende problem.
Vandet var postevand med en strøgen spiseske Atlanterhavssalt pr. 10 l vand. Akvariet blev tæt beplantet med Vallisneria og Javabregner. Der blev sat en flydemop i akvariet i håb om at formere arten. Fiskene blev fodret med levende klare myggelarver, dafnier, frosne røde myggelarver, almindeligt og grønt tørfoder. En ret varieret kost syntes jeg selv. Fiskene var dog ikke særlig tilfredse med kosten og spiste kun meget lidt, vist nærmest for at holde sig i live.
De næste 3 ugers tid så jeg kun fiske når de flygtede i skjul mellem planterne når jeg kom ind i mit akvarierum og selv om moppen blev checket dagligt fandt jeg ingen æg. Efter ca. 3 uger flyttede jeg fiskene til et 20 l akvarie. Vandet var stadig postevand med en strøgen spiseske Atlanterhavssalt pr. 10 l vand. Igen blev akvariet tæt beplantet med Vallisneria og Javabregner. Desuden satte jeg en stor tot Kildemos og en klump trådalger fra mit lille "havebassin" i akvariet. Det er første gang jeg med vilje har sat alger i mine akvarier, men det skulle vise sig at det ikke blev sidste gang. Akvariet blev sat ved et sydvindue i et uopvarmet, sjældent brugt værelse. Akvariet fik nu 3-4 timers dagslys og derudover 9 timers kunstig belysning. Fiskene var stadig ret sky, men hvis der var ro i værelset kom fiskene frem. Hannen havde nu fået helt andre farver og fiskene svømmede rundt i akvariet. Det var nu helt andre fisk end det skræmte par der dårligt ville æde jeg før havde set. Trods den gode belysning svandt det snart i trådalgerne ligesom friske skud af de øvrige planter blev ædt.
Efter kort tid fandt jeg de første æg i moppen. Æggene opbevarede jeg i små plastikskåle med vand fra legeakvariet. Efter ca. 14 dage, ved ca 20-22 C, klækkede de 2,5-3 mm store æg. De nyklækkede unger, der er ca. 8 mm store, er som regel fritsvømmende straks efter klækningen.
Efter et stykke tid begyndte jeg også at se unger i forskellig størrelse i akvariet med de voksne fisk. Æggene afsættes altså også i fintløvede planter og trådalger hvor fiskene også leger i naturen. Fiskene æder tilsyneladende ikke æg og unger, men for en sikkerheds skyld blev ungerne fjernet og sat i et opvækstakvarie sammen med de øvrige unger, for mere intens opfodring.
Ungerne blev fodret med en kost bestående af Liquifry, Artemia og Mikroorm, ligesom der altid var en stor tot Javamos i akvariet for at give et tilskud af vegetabilsk kost.
I akvariet svømmer ungerne rundt i flok og vis der er gennemluftning i akvariet stiller ungerne sig op imod strømmen. Ved god fodring og regelmæssige vandskift, vokser ungerne hurtigt og er efter ca. en måned i stand til at tage myggelarver, både levende og frosne tages gerne. Det er noget der sætter gang i væksten. Snart begynder ungerne at få mørke pletter ned over siden. Det er de pletter der senere bliver til de mørkere streger ned over kroppen på begge køn. Efter ca. 1 måned er unger ca. 3 cm store. Efter ca. 2 måneder begynder man at kunne se hvilke unger der bliver hanner. I direkte lys kan man se det metal blågrønne skær på kroppen, på bagkroppen kan man skimte svage lodrette streger og lige bag brystfinnerne kan man skimte den ret store mørke plet. På hunnerne, der oftest er de største af ungerne, er rækken af mørke pletter blevet tydeligere.
Efter ca. 5 måneder har jeg kunnet samle de første æg fra ungfiskene. Æggene fra ungfiskene er klart mindre end æg fra udvoksede fisk. Ungerne fra disse æg er selvfølgelig også lidt mindre men ser ud til at klare sig fint og vokser fuldt ud lige så hurtigt som de andre unger.

Bemærkninger:

Begge disse arter er fisk der, ligesom de øvrige europæiske killifisk og mange andre killifisk iøvrigt, er ved at blive udryddet i naturen p.g.a. dræning og vanding i forbindelse med landbrug, forurening og ødelæggelse af biotoper ved byer og bygning af nye turistbyer samt udsætning af fremmede fiskearter, specielt Gambusia affinis, til myggebekæmpelse.
Hverken Aphanius iberus eller Valencia hispanica er nok fisk der nogensinde vil vinde stor udbredelse i hobbyen p.g.a. deres afdæmpede farver, deres sky væsen og lidt specielle akvarieforhold. Men skylder vi ikke os selv som killiakvarister at bevare også de få europæiske killiarter der findes, selv om de stiller lidt anderledes krav end de fisk vi normalt holder. Så til alle der har mod på det, prøv at få fat på en ægte europæer. Du vil ikke fortryde det.

Litteratur :

Baun, H. 1994 Ein "Sonnenkind": Aphanius iberus.
DKG-Journal, XXVI (7) 1994, side 127-128.
De Bruyn, H & J. Van Der Zee 1995 Aphanius iberus, Las Cabezas de San Juan.
JAKA May-June 1995, side 73-79.
Knudsen, L. 1988 Slægten Aphanius, Nardo, 1827.
Killibladet nr 4/5 1988, side 14-25.
Riehl, R. 1992 Aphanius iberus (Valenciennes, 1846).
Aquarien Atlas 1, side 522.
Riehl, R. 1990 Valencia hispanica (Valenciennes, 1846).
Aquarien Atlas 3, side 578.
Wildekamp, R.H. 1993 Aphanius iberus (Valenciennes, 1846).
A world of killies, Volume I, side 54-56.

Copyright 1996-2009 Finn Milvertz, All Rights Reserved

Tilbage til forsiden.